Spørgsmål & svarTilbage

Fuglene gider ikke spise mine fuglebolde i øjeblikket - hvad sker der?

Vi har brugt fedtkugler/mejsekugler/"mamsekugler" hele året undtagen i ukrudtsfrøsæsonen.
Vores to nedlagte stærekasser har udruget fem kuld gråspurveunger hver i sommer.
Derfor har vi en enorm gråspurvebestand.

MEN:
Da frosten kom, rørte de ikke "mamsekuglerne" fra "Nature".
De var nemlig stenhårde og umulige for et fuglenæb at hakke i stykker.
På min vej til og fra indkøb ser jeg masser af "mamsekugler" hængende urørte i forhaverne.
 
Da jeg opbevarede kuglerne indendørs og maste kuglerne på fuglebrædtet - uden net -  sidder gråspurvene nu i rundkreds på fuglebrædtet og spiser med bordskik.
Solsortene og en enkelt drossel spiser med. Og en enkelt rødhals.
 
Når jeg hænger kuglerne op resten af året, sidder der 1-2 dominerende fugle på dem og tæver de andre, der vil spise med.
Når de bliver mast ud på fuglebrædtet uden net, sidder der 6-10 fugle i rundkreds og "holder bordskik".
 
Jeres kugler bliver så hårde i frostvejr, at fuglene ikke kan hakke i dem.
 
1) Skriv tydeligt på posen, at de skal smadres/moses/pulveriseres i frostvejr - evt med en hammer, hvis de opbevares i udhuse.
2) Gå til pressen og omtal problemet.
 
Når det er frostvejr, kan fuglene ikke hakke kuglerne i stykker, og de hænger urørte.

Svar: Alle vores produkter, herunder fuglebolde, er underlagt en streng kvalitetskontrol, og vi ved, at fuglene elsker dem. Vi anvender testpaneler, der tester vores produkter i danske haver hos almindelige familier hele året rundt.

Et testpanel får stillet foder ad libitum til rådighed, og vi frigiver ikke produkter til salg, med mindre de lever op til vores krav til foderomsætning hos fuglene.

Vi anvender desuden råvarer af høj kvalitet - vi stiller krav til vores leverandører - og kontrollerer naturligvis kvaliteten af både råvarer og færdigvarer.

Fuglene har behov for forskellig slags føde - præcis ligesom os. Vi ved fra vores tests, at fuglene spiser forskelligt hen over året. Fuglene spiser faktisk mindst i de kolde perioder. I forår/sommermånederne, når fuglene yngler, er energibehovet op til fire gange så stort end om vinteren. Om vinteren anvender fuglene energien til at holde varmen. For at kunne opretholde en kropstemperatur på ca. 44 grader (gælder for mange småfugle) har fuglene behov for meget hurtig omsættelig energi, dvs. energi fra kulhydrater - denne energi kommer fra korn, frø og frugt. Behovet for langsom omsættelig energi, dvs. energi fra fedt, er knapt så stort på denne tid af året, for det kræver meget energi for kroppen at omsætte fedt. Derfor går frø og frøblandinger som varmt brød i den kolde tid.

Det samme gælder faktisk for os mennesker, når vi skal præstere ud over det almindelige og derfor har behov for ekstra energi. Tænk blot på en hård fysisk præstation, som f.eks. en længere løbetur. Så har kroppen brug for energi fra kulhydrater, fordi kroppen meget hurtigt kan omsætte disse, så du kan yde maksimalt.    

Vi anbefaler derfor, at du anvender et varieret udbud af foder og også serverer frø, frøblandinger og nødder.

Du skriver, at du smuldrer fugleboldene ud over foderbrættet. Det er en rigtig god idé at fodre fuglene på flere måder: Nogle kan lide at hænge, mens andre foretrækker et plant underlag.

Ved fodring i foderautomat er det en god idé at fjerne nettet, så kan fuglene meget nemmere spise fugleboldene.

I meget kolde perioder med hård nattefrost er det, som du skriver, en rigtig god idé at mase fugleboldene en smule, inden de hænges op i net. Så bliver de lidt løsere i konsistensen og dermed meget nemmere at spise for havens fugle. Alting fryser til i frostvejr - også fuglebolde.

Du kan også smide et par fuglebolde på den frosne græsplæne, der nu er dækket af is og sne - du behøver ikke mase disse. Og også gerne et par æbler. Solsorten og droslen vil elske dig for det. 

Nu hvor det er rigtig koldt om natten, er det en rigtig god idé at fylde op på foderpladsen om morgenen. Fuglene er mest sultne om morgenen og vil sætte pris på en lækker morgenmadsbuffet med et varieret udvalg af foder.   

Det er, som du skriver, ikke nemt at smuldre eller mase en fuglebold, der har stået ude i 10-15 graders frost, så i rigtig kolde perioder er det en god idé at opbevare fugleboldene indendørs. De skal så opbevares i en lukket beholder, f.eks. i en spand med låg.  Alternativt kan man, som du skriver, opbevare fugleboldene udendørs, og så anvende f.eks. en hammer til at løsne dem lidt med inden servering. 

Vi anbefaler, at du fodrer lidt, men ofte. Du skal ikke lægge mere ud ad gangen, end fuglene kan spise i løbet af en dag eller to.

Vand er vitalt for havens fugle - også i den kolde tid, hvor indtaget af tør kost er meget stort. Så det er en god idé at servere lunken vand - det er vores erfaring, at vand i haven øger antallet af fugle med helt op til 50 %.

Fuglene vil naturligvis spise sne for at overleve, hvis ikke de kan finde rindende vand. Men prøv at servere vand - du kan evt. lægge en pose i bunden af dit fuglebad, så er det nemt at vippe en isblok ud og skifte vand. Hvis du anvender lunken vand, tager det naturligvis længere tid, inden det fryser til.