Spørgsmål & svarTilbage

Hvordan og hvorfor samler fuglene sig i flokke (f.eks. stære) – og har de aftalt et mødested – og hvad er sort sol – og hvordan finder trækfuglene vej?

Svar: Sort Sol ses om foråret og efteråret, når stærene samles i marsken i enorme flokke til træk.
Stærene kommer fra alle landene omkring Østersøen og Norge. Det er sandsynligvis vejret som udløser deres behov og instinkt for at trække sydpå, for det sker lige før den første frost rammer landet.
Lige før stærene går ned på jorden for natten, tegner de store flokke fascinerende mønstre på himlen - det kalder man Sort Sol og fænomenet er træningen op til selve trækket, som sjældent kan opleves, da det foregår om natten.
Man må formode at stærene gennem tusinder af generationer har lært, at det er sikrest at trække i én stor flok (ligesom silden beskytter sig ved at svømme i stimer). Og at det blev marsken ved vadehavet er vel heller ingen tilfældighed da der netop her findes tilstrækkeligt med føde til de mange stære. Og desuden foretrækker mange fugle at trække langs kyster.

Iagttagelser og forsøg har vist, at fugle benytter sig af forskellige navigationssystemer, som er forskellig fra art til art. Det er også forskelligt, om trækruten er tillært, medfødt eller en blanding. Større fugle, som trækker i flok, benytter sig ofte af et tillært eller delvis tillært trækmønster. Et eksempel er gæs, hvor de unge fugle lærer trækruten at kende ved at følge med de gamle fugle. Gæs har ofte faste rastepladser, som besøges år efter år på deres veje sydpå og nordpå.

Storken er et eksempel på en trækfugl, hvor trækruten er en blanding af et tillært og medfødt trækmønster. Normalt følger de unge storke med de voksne fugle, når de trækker mod syd. På den måde lærer de trækruten at kende. Forsøg har imidlertid vist, at unge storke, som af en eller anden grund bliver isolerede, godt kan finde vej alligevel. Andre erfaringer viser også, at det tillærte trækmønster er stærkere end det nedarvede. Det betyder, at unge storke altid vil følge de voksne storke, hvis de er i nærheden. Det ser man i Sverige, hvor man i mange år har opdrættet og udsat storke i håb om at få en svensk storkebestand tilbage. Der er desværre sket det, at de gamle storke simpelthen ikke trækker, men i stedet overvinter i Sverige. Derfor bliver ungerne også i Sverige, og det var ikke lige det, der var meningen.

Fugle, som finder vej efter et medfødt trækmønster, må have en slags kompas, som de kan bestemme retningen efter. Mange forsøg har vist, at der findes forskellige "kompasser". Nogle fugle bruger måske kun én slags kompas, andre har flere kompasser at skifte imellem. Når man skal finde ud af, hvilken retning fugle trækker, måler man deres træk uro under forskellige betingelser. I praksis putter man fuglene ned i en tragt, som er forsynet med en blækpude i bunden og trækpapir på de skrå sider. En fugl, som udviser stor træk uro, vil hele tiden hoppe i den samme retning, hvilket kan aflæses som "fodspor" på trækpapiret. Der findes også andre mere spidsfindige metoder til at aflæse fuglenes trækretning.

Man ved, at nogle fugle navigerer efter solen og stjernerne. For at kunne navigere efter solen og stjernerne skal fuglene have et indre ur. De skal simpelthen vide, hvad klokken er - og det ved fuglene. Forskerne har fundet ud af dette på en ret simpel måde. De har puttet fuglene i en tragt, og derefter har de sat tragten i et rum med en kunstig sol eller stjernehimmel. Ved at flytte rundt på sol eller stjernehimmel så man, at fuglene fulgte med. Hvis man for eksempel flyttede solen 10 grader, så ændrede fuglen også retning med 10 grader.

Nogle trækfugle navigerer ved at udnytte jordens magnetfelt. Jorden er omgivet af magnetlinjer, som løber i et specielt mønster omkring jorden. På en eller anden måde kan fuglene udnytte dette mønster og dermed bruge magnetfeltet til at styre efter. Dette har man også fundet ud af ved at putte trækfuglene i en tragt og derefter sætte tragten i et kunstigt magnetfelt. Når man ændrede magnetfeltet, ændrede fuglene retning.

Det har vist sig, at brevduer og visse havfugle navigerer efter dufte men forskerne er dog stadig uenige om, hvor vigtig denne evne er.