Spørgsmål & svarTilbage

Jeg har masser af fugle par i min have, men desværre kun et par af den kønne rødhals. Hvorfor er der ikke flere rødhalse?

Svar: Rødhalsen er en lille ilter og territorial forsvarende drosselfugl. Den forsvarer sit territorium hele året rundt, så du finder enten kun 1 eller 2 (dens mage) rødhalse i din have. Den er på størrelse med en gråspurv.
Rødhalsen er almindelig i Danmark - både som ynglefugl og som trækfugl.
Rødhalsen, som vi tidligere kaldte for rødkælken, er en af havens mest trofaste gæster.
Rødhalsen yngler i næsten hele Danmark.

Man regner med, at der yngler 285.000 par rødhalse her i landet. Men der er også mange, som bare er på visit. Mange af de små fugle som man kan nyde synet af i haverne, kommer fra de andre skandinaviske lande, og trækker gennem Danmark i april-maj og september-oktober. I milde vintre bliver mange rødhalse i Danmark vinteren over.
De, der trækker bort, overvintrer i Middelhavsområdet. Men selv i den koldeste vinter kan du høre rødhalsens smukke rislende sang. Den er meget tillidsfuld og man kan ofte komme tæt på fuglen.

Mange vildfugle – også rødhalsen – kan komme i nød, hvis vi får strenge kuldegrader. Så risikerer mange af især småfuglene at dø af sult og kulde. I nogle tilfælde dør op mod 80 % af f.eks. gærdesmutter og rødhalse.
En enkelt yngleperiode er dog nok til at rette bestanden op igen.

Husk at du kan hjælpe småfuglene ved at lægge lidt fedt og frø i haven eller på altanen. Også frugter såsom gamle æbler kan være et hit.